Information til medlemmer/PS!! DER OPTAGES FOR TIDEN IKKE NYE MEDLEMMER, MEN DU KAN KOMME PÅ VOR VENTELISTE VED AT INDBETALE KRONER 200- PÅ VOR BANKKONTO.
Information til nye medlemmer
Oktober 2007
Velkommen til ARNES VINTERBADERE, BELLEVUE
Vi glæder os til at få dig som medlem og lære dig at kende. Vi er ca. 280 aktive vinterbadere, som har mindst én ting til fælles: fornøjelsen ved en kold dukkert i Øresund.
Vinterbaderne er til både kolde gys og varmt samvær. Derfor afholder vi i vintersæsonens løb måneskinsbadninger, julefrokost og andre sociale arrangementer, som planlægges af et aktivt festudvalg. Du er naturligvis meget velkommen til at deltage. Opslag i omklædningsrummene fortæller dig om, hvor og hvornår arrangementerne foregår.
Du skal indbetale et årligt kontingent på 600 kr. samt engangs-indmeldelsesgebyr på 200 kr.
Indbetalingen sker til Danske Bank:
Reg. nr. 0272, konto nr. 473 4068 667.
Du vil herefter modtage et nøglekort, som passer til begge døre til omklædningsrummene. Nøglekortet skal opbevares med omhu. Hvis du er så uheldig at miste nøglekortet, kan du købe et nyt hos bestyrelsen for kr. 100. Kortet er personligt og må kun bruges af dig.
Kommunikation om praktiske ting mellem vinterbaderne og bestyrelsen foregår primært pr. e-mail; så for at spare porto beder vi dig om både din postadresse og din e-mailadresse.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte bestyrelsen på:
skrivtil@arnesvinterbadere.dk
eller du kan søge svaret på www.arnesvinterbadere.dk
I badelauget er der omklædnings- og baderum - indgang for kvinder til højre og for mænd til venstre. Saunaen er fælles (men inddelt i en kvinde- og en mandesektion), og tænder ca. kl. 6 morgen og slukker automatisk ca. kl. 22 aften. Der er lys i tårnet på badebroen, når saunaen er tændt. Vintersæsonen varer - afhængig af vejret - fra ca. 1. oktober til ca. 1. maj.
Om sommeren kan omklædnings- og bruserum med varmt vand benyttes, men saunaen er slukket.
I saunaen medbringes håndklæde til at sidde på. På vej ud til badebroen er det en god idé at iføre sig badekåbe/håndklæde (af hensyn til andre gæster på stranden), og badesandaler på fødderne holder på varmen.
Spar på det varme vand, vandvarmeren skal klare et stort behov. Brug afbryderknappen over brusehovedet til at slukke for vandet, når du sæber dig ind, og gem den store hårkur til dit eget badeværelse. Baljer til afskylning af sandede fødder benyttes før brusebad for at undgå tilstopning af afløbet i bruserummet.
Der bliver gjort rent i baderum, omklædningsrum og i saunaen en gang om ugen. Hjælp med til at holde alting pænt og appetitligt. Fej evt. gulvet i omklædningsrummet og husk at tage alle dine ting med dig, når du går.
Badefaciliteter og omklædningsrum kan lukkes i kortere perioder pga. vedligeholdelse og rengøring.
Én gang om året afholder vi generalforsamling, hvor der vælges en bestyrelse på 7 medlemmer plus to suppleanter.
Bestyrelsen er i denne sæson:
Henrik Bay (formand), Claus Siggaard (kasserer + medlemskartotek), Dot Lohr (rengøringsansvarlig), Arne Børrild (håndværkeransvarlig), Finn de la Cour (praktiske opgaver), Pernille Johansen (festudvalg), Grete Hvam (PR), Hanne Knudsen(suppleant), Peter Engberg (suppleant).
Vi håber du vil føle dig hjemme i badelauget og få mange kolde gys og gode oplevelser.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen/v. Henrik Bay
Sidst ændret den 19.11.2007 kl. 20:29:33