Praktiske informationer og retningslinjer

På denne side finder du lidt information og generelle retningslinier for brug af vores faciliteter.

Der er indgang til omklædnings- og baderum for kvinder til højre og for mænd til venstre. Saunaen er fælles (men inddelt i en kvinde- og en mandesektion). Saunaen er tændt dagligt fra 05:30 til 21:00. Sauna og omklædningsrum er lukket hver torsdag imellem 11 og 14 på grund af rengøring. Saunaen tændes primo september og slukkes ultimo maj. Om sommeren kan omklædnings- og bruserne benyttes, men selve saunaen er slukket.

Vi håber, at du vil føle dig hjemme hos Arnes Vinterbadere og få mange kolde gys, varme minder og gode oplevelser.Vi vil gerne have, at alle skal føle sig godt tilpas i Arnes Vinterbadere, derfor er der her nogle få retningslinier:

  • Våddragter og hunde skal blive udenfor omklædningen.
  • Børn u. 18 år kan kun komme i omklædningen og saunaen på dage med børnebadning (1. søndag i måneden ml. 13-15)
  • Bølge, Balje, Bad – skyl fødderne før du går i omklædningen, bad og sauna.
  • I saunaen medbringes kun tøj til at sidde i/på. Medbring derfor ikke badekåbe eller ekstra håndklæde i saunaen
  • Ingen mad og drikke i saunaen, tak. Hvis du vil fejre noget med et glas, så sørg for at der er til alle i saunaen.
  • Der må kun kastes vand eller andre væsker på saunaovnen ved ”Saunagus” – arrangeret af foreningen.
  • Brug din badekåbe eller dit håndklæde mellem sauna og badebro.
  • Følg de almindelige baderegler og de 8 vinterbaderåd, se herunder.
  • Du må gerne tage en gæst med på prøve, men eksisterende medlemmer har fortrinsret. Gentagne gæstebesøgende skal skriver sig på ventelisten og må herefter vente, til de bliver optaget som medlemmer.
  • Der kan ikke arrangeres saunabesøg for grupper af venner (herunder Polterabend), foreninger eller andre.
  • Tag alt tøj og fodtøj med dig når du går. Evt. glemte sager bliver kasseret af rengøringen.
  • Husk at bruge strandens affaldsspande til flasker, dåser og madaffald.

 

Oplysning om badevandskvaliteten, kan indhentes fra flere hjemmesider, f.eks.  www.neworesund.badevand.dk/

Arnes Vinterbadere er medlem af ”Vinterbadeforeninger i Danmark” som organiserer vinterbadeklubber i Danmark. På foreningens hjemmeside  www.vinterbader.com  kan du læse mere om foreningen og dens tiltag samt de forskellige vinterbadeklubber i Danmark.

Rådet for Større Badesikkerhed har formuleret “De 8 Vinterbaderåd”:

FØR DU GÅR I VANDET

  1. Tjek badeforhold og kend redningsudstyret
    Hold øje med vejret. Tjek vejret på www.dmi.dk og tjek badevandskvaliteten på www.badevand.dk eller på kommunens hjemmeside.
  2. Pas på is på trappe og bro
    Hold trappe og bro fri for is. Et fald kan have katastrofale følger.
  3. Sænk kroppen roligt ned i vandet
    Spring aldrig på hovedet i. Gå aldrig direkte fra saunaen og i iskoldt vand. Hvis der går ca. 1 minut vil du være kølet så meget af, at temperaturforskellen kun vil medføre en mindre blodtryksstigning. Tests har vist, at jo større temperaturforskel der er fra saunaen og det iskolde vand, jo større er risikoen for en alvorlig blodtryksstigning.
  4. Bad aldrig alene
    Bad sammen og gå op sammen. Bad helst mindst 3 personer sammen, så én kan hjælpe den tilskadekomne og én kan hente hjælp. Hvis en person bliver dårlig i vandet og skal hjælpes op, vil én hjælper sjældent være tilstrækkelig. Erfaringer viser, at der skal 4 personer til at hjælpe en person på et spineboard op af vandet.

 

NÅR DU ER I VANDET

  1. Træk vejret roligt
    Hvis du trækker vejret for hurtigt, hyperventilere, vil det kunne medføre at du besvimer i vandet. Hvis du bliver dårlig, får et ildebefindende o.l. der betyder, at du har behov for andres hjælp, er tiden en kritisk faktor, fordi alle i vandet kun har et begrænset aktivt tidsrum at kunne agere i i det kolde vand. Overlæge Bo Belhage har gennemført forsøg der viste, at 2 ud af 16 forsøgspersoner besvimede i det kolde vand i løbet af bare 20 sek. Årsagen var hyperventilation.
  2. Hold øje med hinanden
    Dem man har hilst på inden man går i vandet, dem holder man øje med når man er i vandet.
    Giv øjeblikkeligt signal til de andre, hvis du pludselig føler dig dårlig. Råb eller plask med armene. Undgå at gribe fat i de andre, hvis du er ved at falde.
  3. Hold dig tæt ved trappe eller opgang
    Kom ikke længere væk fra stigen/opgangen end du kan nå den i få tag. Badning varer ofte mellem 10 – 30 sek. Bader du i mere end 2 min. kan det kolde vand bevirke at kræfterne og følelsen i fingre og tær reduceres mærkbart og det kan blive et problem selv at kunne kravle op af stigen eller trappen.
  4. Svøm aldrig under isen
    Man kan ikke undervandssvømme så langt i iskoldt vand, som man kan i tempereret vand. Kulden kræver hyppigere vejrtrækning.

 

Se i øvrigt   www.badesikkerhed.dk  

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte bestyrelsen på: arnesvinterbadere@gmail.com

 

Mange badehilsner,

Bestyrelsen for Arnes Vinterbadere